Logo
bitmap.png (1)

Menneskerettigheder i Coop

Mennesker er kernen i Coop, for hver dag er der mennesker involveret i udviklingen, indkøbet,

fremstillingen, transporten og salget af Coops varer. Som en af Danmarks største arbejdspladser og en global indkøber, anser Coop det for helt fundamentalt at respektere rettighederne både for vores mange medarbejdere, for de mennesker der er involveret i at producerer og transportere varer til os og for vores kunder.

Politik for menneskerettigheder

Vores politik for menneskerettigheder danner den overordnede ramme for, hvordan vi arbejder med området i Coop Danmark. Du kan hente politikken her.

Vi arbejder med FNs grundlæggende menneskerettigheder (International Bill of Human Rights), herunder ILOs kernekonventioner, som defineret i FNs Retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Det betyder i praksis, at vi løbende analyserer, vurderer og prioriterer Coops aktiviteters påvirkning på menneskerettighederne og igangsætter initiativer, der har til formål at forebygge negative påvirkninger og fremme gode forhold for de mennesker vi arbejder med.

Indsatserne dækker over programmer og aktiviteter, der omhandler både de ca. 35.000 medarbejdere i Danmark og de mange mennesker, der i Coops globale værdikæder og indebærer for eksempel at:

  • Sikre et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for alle Coops medarbejdere i både butik, på lager og på servicekontor
  • Arbejde for at skabe en mangfoldig arbejdsplads, der fremmer en kultur, hvor diskrimination ikke finder sted
  • Stille krav til at følge op på arbejdsforholdene og respekt for menneskerettighederne i vores værdikæder

Vi er en åben virksomhed, der tager imod henvendelser vedrørende potentielle indvirkninger på menneskerettighederne. Det kan for eksempel være henvendelser vedrørende diskrimination, arbejdsforhold eller ligeløn. Coop giver adgang til genoprejsning, hvor det er relevant, og arbejder gerne sammen med andre interessenter og leverandører for at skabe den bedst mulige forbedring i tilfælde af negative indvirkninger. Vores klagemekanisme er anonym og tilgængelig for alle mennesker der måtte opleve en krænkelse af sine rettigheder og den kan findes her: Whistleblower-ordning

Governance

Arbejdet med menneskerettighederne skal være forankret i hele organisationen, og derfor samarbejder vi på tværs af forretningen om både indvirkningsanalyse og fremdrift på iværksatte initiativer.

Coops politik for menneskerettigheder er godkendt af Coop ambas bestyrelse. Coops CSR-direktør har senioransvaret for arbejdet med menneskerettigheder, mens igangsættelse og implementering af konkrete initiativer foregår tværorganisatorisk for at sikre bedst mulig gennemførsel og fastholdelse. En oversigt over rollefordelingen kan ses her:

Coop er derudover engageret i åben dialog og input til håndtering af arbejdet gennem medlemskab af UN Global Compact, Amfori BSCI og Dansk Initiativ for Etisk Handel. Vi tager løbende på besøg i butikker, hos leverandører og spørger vores kunder og medlemmer om deres mening. Derudover inddrages både interne og eksterne interessenter løbende både i det strategiske arbejde og i implementeringen af konkrete initiativer.

Human Rights Impact Assesment

Vi arbejder løbende på at forbedre vores evne til at identificere og agere på potentielle og faktiske indvirkninger på menneskerettighederne, både i Coop og i vores værdikæder. En af de måder vi gør det på, er gennem vores Human Rights Impact Assesment, på dansk en indvirkningsanalyse.

Gennem indvirkningsanalysen tager vi løbende stilling til potentielle indvirkninger på menneskerettighederne, ved at inddrage relevante forretningsområder i at:

  1. beskrive eksisterende tiltag der forebygger potentielle negative indvirkninger
  2. vurdere og prioritere hvor Coop kan have den største påvirkninger både negativt og positivt
  3. opstille og udvælge indikatorer der kan vise fremdrift
  4. vedtage og igangsætte handlinger

Herunder kan du læse et par eksempler på hvordan vi har arbejdet med nogle af vores risici i 2021:

Mangfoldighed

Coop beskæftiger ca. 35.000 medarbejdere, fordelt i hele Danmark og hver 12. borger i Danmark har på et tidspunkt været ansat af Coop. I Coop ønsker vi at medarbejdersammensætningen afspejler det danske samfund. Derfor har vi udarbejdet en politik for, hvordan vi arbejder med mangfoldighed i praksis.  Vi ser mangfoldighedsbegrebet, som et led i at beskytte grundlæggende menneskerettigheder, særligt retten til ikke-diskrimination. Samtidig er det et centralt element i at skabe en konkurrencedygtig og fremtidssikret forretning.

Coop har nedsat et mangfoldighedsråd, der består af medarbejdere på tværs af koncernen. Rådet skal blandt andet bidrage til skabe endnu bedre strukturelle og kulturelle rammer for at fremme mangfoldigheden i Coop. Det vil bl.a. sætte fokus på kvinder i ledelse, for at sikre at Coops øverste ledelseslag også afspejler Coops værdier.

Arbejdsforhold for chauffører hos Coop.dk/mad

Mange chauffører hos online-supermarkeder er ansat af underleverandører og private vognmænd. Det gør det svært at sikre chaufførernes arbejdsforhold, vilkår og rettigheder. Flere mediesager i 2021 gjorde det tydeligt, at mange chauffører desværre ikke arbejder under acceptable arbejdsforhold, når de bringer varer ud. På den baggrund iværksatte Coop en uvildig undersøgelse af forholdene hos vores egne logistik-leverandører. Undersøgelsen konkluderede, at forholdene heller ikke her var tilfredsstillende.

Derfor indgik Coop en ny overenskomst med 3F og forberedte en ny ansættelsesstruktur, hvor chaufførerne bliver ansat direkte i Coop.dk MAD. Chaufførerne blev dermed sikret overenskomst og andre almindelige arbejdstagerrettigheder som pension, feriepenge, minimumsløn og løn under sygdom. Størstedelen af chaufførerne vil fra 2022 blive ansat direkte i Coop.dk MAD.

Program for etisk leverandørstyring

Hver enkelt vare i Coops butikker har en historie. Nogle varer kommer fra en landmand i nærområdet, mens andre varer er fremstillet i et land fjernt fra Danmark under forhold, som er anderledes end dem vi normalt kender til. I Coop vil vi gerne sælge varer fremstillet under ordentlige arbejdsforhold.

Coops Code of Conduct

I Coop har vi en Code of Conduct, der beskriver de krav, vi har til vores leverandører med fokus på menneske- og arbejdstagerrettigheder. Alle leverandører til Coop skal underskrive og efterleve vores Code of Conduct, samt sikre efterlevelse af denne i hele leverandørkæden fra råmateriale til færdigproduceret vare.

Vi arbejder med en risikobaseret tilgang, hvilket betyder at vi har en særlig tæt dialog og opfølgning med leverandører der arbejder i lande, industrier og områder hvor der er kendte udfordringer med arbejdsforhold og menneskerettigheder. Det har vi, for at være med til at skabe en positiv udvikling i de værdikæder, der ikke oplever samme gode forhold som de fleste af os i Danmark kender.

3. parts CSR-auditeringer og certificeringer

I Coop arbejder vi med 3. part CSR-audit hos vores leverandører, som et led i den opfølgning vi har på vores Code of Conduct. Under et 3. part CSR-audit følger en uafhængig auditor op på arbejdsforholdene under produktionen af vores varer for at undersøge om forholdene er i overensstemmelse med de krav vi stiller til arbejdsforhold. Samtidig er auditresultaterne et vigtigt led i løbende udvikling og forbedring af arbejdsforholdene i udsatte områder af verden. På baggrund af auditresultaterne har Coop nemlig mulighed for at lægge en detaljeret handlingsplan, der medfører forbedringer for den enkelte fabrik eller farm.

Leverandøropfølgning

Hvert år er vi i dialog med mange hundrede leverandører omkring de arbejdsmæssige og sociale forhold i produktionen af varer til Coop. Det er særligt leverandører i lande hvor der er en særlig risiko for at der kan være udfordringer med menneske- og arbejdstagerrettigheder. For at udføre dette arbejde bedst muligt, foretages en del af opfølgningen fra Coops Servicekontor i Danmark, mens en del foretages af vores kollegaer på Coops kontor i Hong Kong. Kontoret i Hong kong hjælper særligt med at understøtte arbejdet med vores mange Asiatiske leverandører og underleverandører.  

Samarbejder, netværk og medlemskaber

Der kan være langt fra de intentioner, som internationale konventioner foreskriver, til den praksis som findes i nogle lande, brancher og produktioner. Derfor er vi medlem af nogle organisationer, hvor vi kan finde hjælp, inspiration og sparring til at understøtte vores arbejde med menneskerettigheder.

Dansk Initiativ for Etisk Handel

Dansk Initiativ for Etisk Handel er et multistakeholder initiativ i Danmark, hvor NGO’er, fagbevægelser, erhvervsorganisationer og virksomheder sammen diskuterer og finder fælles løsninger på etiske udfordringer. Det kan for eksempel være problemer med diskrimination på en arbejdsplads i Vietnam eller dårlige arbejdsmiljøforhold i tekstilbranchen.

Coop er medstifter af initiativet. Vi engagerer os, fordi vi mener, det er afgørende at videregive vores erfaringer, få adgang til nye løsningsmodeller samt være på forkant med innovative partnerskaber som kan fremme ansvarlighed i internationale forsyningskæder. Læs mere om Dansk Initiativ for Etisk Handel.

Global Compact

Coop Danmark var den første danske detailhandel, der tilsluttede sig UN Global Compact. UN Global Compact er et frivilligt initiativ under FN, hvor virksomheder frivilligt forpligter sig til at arbejde for at fremme 10 principper, der omfatter arbejdstager- og menneskerettigheder, miljø samt antikorruption.

Vi vil gerne bidrage til positiv udvikling gennem forbedrede forretningsaktiviteter og være åbne omkring vores indsatser og de problemstillinger, som er knyttet hertil. Derfor rapporterer vi via vores CSR-rapport årligt på vores indsatser inden for de ti principper:

  1. Virksomheder bør støtte og respektere beskyttelsen af international proklamerede menneskerettigheder inden for virksomhedens indflydelsesområde; og
  2. sikre at de ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne
  3. Virksomheder bør opretholde frihed til organisering og anerkende arbejdstageres ret til kollektive forhandlinger; og
  4. støtte udryddelse af alle former for tvangsarbejde; og
  5. støtte afskaffelse af børnearbejde; og
  6. eliminere diskrimination i arbejds- og ansættelsesforhold
  7. Virksomheder bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer; og
  8. tage initiativer til at fremme større miljømæssig ansvarlighed; og
  9. tilskynde udvikling og udbredelse af miljøvenlige teknologier
  10. Virksomheder bør modarbejde alle former for korruption, herunder afpresning og bestikkelse

Du kan læse mere om UN global Compact her: www.globalcompact.dk

Amfori Business Social Compliance Initiative

Amfori er en ledende globale virksomhedssammenslutning for åben og bæredygtig handel. Amfori’s vision er ’en verden hvor al handel giver sociale, miljømæssige og økonomiske fordele for alle’.

Coop er medlem af Amfori Business Social Compliance initiative (BSCI). BSCI opstiller krav til overholdelse af internationale menneske- og arbejdstagerrettigheder i produktionen af alle typer varer. BSCI foretager auditering på fabrikker i lande som Kina, Madagaskar og Colombia, hvor der kan være risiko for overtrædelser af internationale sociale standarder.

Coop bidrager aktivt til at drive og udvikle de standarder, der opereres efter, og er dermed med til at fremme gode arbejdsforhold globalt.