I Coop er bananer kun økologiske

Når du køber bananer i Coops butikker, kan du kun vælge økologiske bananer. Det er et valg, vi har taget for at undgå rester af sprøjtemidler. Sådan har det været siden 2020, og sådan bliver det naturligvis ved med at være. Til glæde for dig, din familie og for arbejderne i bananplantagerne.

Derfor sælger Coop kun øko-bananer

Siden 2020 har Coop udelukkende haft økologiske bananer på hylderne. Dengang fjernede vi – og flere andre i dansk dagligvarehandel - de konventionelle bananer, fordi de blev sprøjtet med chlorpyrifos; et sprøjtemiddel, der bl.a. er mistænkt for at kunne skade arveanlæggene og hjernens udvikling hos fostre.

Siden har producenter introduceret chlorpyrifos-fri konventionelle bananer, og derfor møder du dem igen i mange dagligvarebutikker. Dog ikke i Coops butikker. Det skyldes, at de konventionelle bananer fortsat sprøjtes mere, end Coop kan stå inde for. Derfor sælger vi fortsat udelukkende økologiske bananer i alle vores butikker.

Fordi det er bedst at være på den sikre side. Særligt når vi har at gøre med en madpakkefavorit til de små og mindste.

Skrappe regler for pesticider

Coop har i mange år haft og arbejdet efter en pesticidstrategi. Vi tør godt sige, at vores regler altid har været og blandt de skrappeste i dansk dagligvarehandel. Kort fortalt bygger vores strategi på disse tre elementer:

En liste med forbudte pesticider

Coop har en liste med ca. 70 stoffer, som vi ikke tillader i produktionen af vores varer. Flere af stofferne er tilladt i EU og i lande udenfor EU, men altså ikke i Coop.

Øvre grænse for antal pesticidrester

Coop har en øvre grænse for, hvor mange pesticidrester vi tolererer i varerne. Vi tester løbende vores varer, og vi rådgiver vores avlere om, hvordan de kan minimere pesticidforbruget.

Halvering af EU’s grænseværdier (MRL)

Coop har halveret de maksimalgrænseværdier, som EU har besluttet. Det betyder, at Coop kun tillader halvt så høje koncentrationer af pesticidrester som ellers på det danske marked.

Spørgsmål og svar om bananer i Coop

Hvorfor gælder 100% økologi kun bananer og ikke f.eks. vindruer og citrusfrugter?

Vi har valgt kun at sælge økologiske bananer, fordi de konventionelle bananavlere i 2020 ikke kunne imødekomme vores krav til pesticider. Det holder vi fast i, fordi kunderne har taget godt imod de økologiske bananer i frit valg.

Vi vil gerne sælge flere økologiske varer, og hvor det er muligt at skaffe økologiske varer til samme kvalitet og med en beskeden merpris, kan det måske lade sig gøre at skifte 100%. Men endnu er det desværre ikke muligt på vindruer og alle citrusfrugter. I stedet forsøger vi at sikre, at der altid er et økologisk alternativ i butikken på disse varer.

Sidder pesticidresterne ikke kun i bananskrællen?

Nogle pesticider sidder kun på skrællen, men andre typer er dét, man kalder ”systemiske pesticider”, altså stoffer som planten optager i organismen, og derfor kan disse stoffer også findes inde i frugten.

En øko-banan koster 50 øre mere end en konventionel. Hvorfor?

Økologiske varer er generelt dyrere at fremstille, blandt andet fordi der er en lang række stoffer, som ikke må bruges i den økologiske produktion, herunder kunstgødning og syntetiske pesticider. Det betyder, at den økologiske dyrkning kræver en smule mere arbejdskraft og har et lidt lavere udbytte.

Hvad med konventionelle varer, som indeholder banan. Er der pesticidrester i dem?

Generelt skal man ikke være bekymret for pesticidrester i varerne. Det er skrap lovgivning, kontroller og Coops skærpede krav, som alt sammen sikrer, at niveauet af pesticidrester er lavt og derfor ikke et problem for forbrugerne. Det gælder også, når bananer indgår i forarbejdede varer. Hvis man ønsker endnu større sikkerhed, bør man vælge økologiske varer.